179
biefaldt mit Valg. - Saaledes er jeg gaaet
Verden igiennem uden stor Hielp af Opdragelse,
Videnskaber, Sædelære, - og min Søn, om
hvilken jeg troede, at han ved disse Ting skulde
være langt fuldkomnere end jeg, han er nær ved
at begaae den største af alle de Sottiser, som et
ungt Menneske kan forfalde til.
Jeg beklagede mig strax for en af mine
Venner, som jeg altid har holdt for en fornuftig
og ærlig Mand, og derfor taget i Raad med mig
i alle vigtige Ting. Men hvad meener J vel,
at denne Mand raadede mig? Jeg troer endnu,
at han hemmelig maae være underkiøbt af min
Søn; thi ingen klog Mand kunde ellers falde
paa sligt. Han vilde bilde mig ind, at jeg burde
tillade min Søn at gifte sig, og at, saa længe han
blev ved at skikke sig vel, hvortil Kierligheden og
Omsorg for hans Familie nu vilde give ham nye
devægende Grunde, maatte jeg ingenlunde slaae
Haanden af ham, om jeg og derfor skulde ind¬
skrænke mig selv. Det var ingen Skam at elske,
sagde han, og endnu mindre, at gifte sig, naar
Partiet paa begge Sider var fornuftigt og anstæn¬
digt; og fordi jeg havde været saa daarlig at bilde
mig ind, at et ungt Menneske var uden Passion,
derfor maatte jeg ikke endnu begaae en anden
Daarlighed, som var endnu større, at bringe min
Søn til Fortvivlelse eller andre Laster, ved at
