181
skaffet sig saa stort et Fortrin frem for andre Folk,
hvor ofte savnes de ikke meeere i disse Verker end
i andre? Hvor mange Anmerkninger i de skiøn¬
neste Oplag af de gamle Forfattere ere vel taale¬
lige? Sige de fleste ikke med mange Ord langt
mindre, end Forfatterne selv, som de fortolke,
have sagt os med faa? Disse Folk, som selv ha¬
ve skrevet saa ilde i det eneste Sprog, som de for¬
stod, hvor meget værre endnu behandlede de de¬
res Moders Maal? Jkke desmindre var det dem,
som skrev Lærebøger og offentlig underviiste Ung¬
dommen i Veltalenheden. Det var af deres
Skoler, at vore Geistlige Talere, vore Sagfø¬
rere, vore Historieskrivere, vore offentlige Em¬
bedsmænd bleve dannede. De, som selv ikke
kunde skrive et skikkeligt Brev, hvorledes skulde
de lære andre at bruge Videnskaberne? Og hvad
vilde man dømme om en Skomager, som, end¬
skiønt han selv ikke kunde giøre et Par Skoe, dog
skrev Lærebøger, og gav offentlig Forelæsninger
til andre, som skulde giøre dem?
Nu forstod jeg først, hvad Manden vilde
sige, og jeg fornam da, at Spørsmaalet ikke
var saa let at besvare, som jeg havde tænkt. E¬
ders Lignelse, sagde jeg efter nogen Betænkning,
er for det første ikke saa rigtig, som den lader -
alle Konster ere ikke saa lette som Skomager¬
nes Haandværk. Foruden Reglerne udkræves
