182
der til de fleste noget, som man kalder Gemie.
En kan underviise en anden i Reglerne af Mu¬
siken, og dog ikke selv være i Stand til at sam¬
mensætte en taalelig Arie. J Musiken har man
altid erkiendt Nødvendigheden af det, som man
kalder Gehør og Smag; men i Videnskaberne
har man troet, at Reglerne og Grundene vare
nok, og uden at prøve sine Kræfter, uden at gi¬
ve sig Tid til at samle ved Læsning og Eftertan¬
ke den Forraad af Tanker, som er fornøden til
at tale og udtrykke sig vel, har man troet, at
Sproget alene og nogle almindelige Begreber af
Videnskaberne vare nok til at skrive. En Ma¬
ler holder det for lidet, at vide Reglerne til Teg¬
ningen; han seer mange Mønstre, han betragter
Naturen; han øver sig i at efterligne dem; han
samler sig en Forraad af enkelte Træk, hvilke
hans Jndbildning sammenbinder paa mange Maa¬
der, for at treffe den største muelige Overeens¬
stemmelse i det Heele: Før drister han sig ikke til
at opfinde og sammensætte noget selv. En Mu¬
sikus giør det samme. Pythagor paalagde sine
Discipler fem Aars Taushed, førend de dristede
sig til offentlig at fremsætte og forsvare deres Tan¬
ker. Vi begynde i Skolerne at sammensætte,
at skrive Taler, Chrier, ligesaa snart som vi ha¬
ve lært en Grammatik af et dødt Sprog, og førend
vi endnu ere i Stand til at fremføre en eneste
