191
vi kalde vor Siel, i sær dens høiere Evner, For¬
standen og Villien. Dette Væsen, som alle
Mennesker kiende bedre ved den indvortes Følelse,
end alt hvad de see og fornemme uden for dem;
som giør sig saa klare Billeder af hele Verden i
en Punkt af Legemet, som ingen Læge, ingen
Naturkyndig endnu har fundet; en Erfaring,
som alene burde være nok til at overbeviise os der¬
om, at denne Punkt, som indbefatter saa man¬
ge Ting, og i hvilken hele Maskinens Bevægel¬
ser samles, selv ikke er en Maskine. Den Siel,
som, ved at opløse og sammensætte Begreberne,
kan optænke saa mange nye Mueligheder, erin¬
dre det Forbigangne, og slutte sig til det Tilkom¬
mende. Det Væsen, ved hvilket vi adskille os
fra andre Ting, fornemme, at vi ere til, og føle
hvad der foregaaer i den udvortes Maskine, den¬
ne Maskine, som vi ofte ansee for at være os
selv, endskiønt vi af Erfarenheden alene kunde
begribe, at den maae være ligesaa adskildt fra
det Væsen, som tænker, som Skyggen fra Le¬
gemet. Sielen, dette ubegribelige Væsen, som,
hvor høit og ædelt det end er i sig selv, dog ofte
indbilder sig at være fuldkomnere end det er; som
tillige er nedrigt nok til at giøre sig til en Slave
af de dyriske og sandselige Begierligheder, og
som ofte sætter sin Lyksalighed i at lade sig forlede
af disse Begierligheder, som den burde beherske
