212
mange Læsere, Madame, svarede jeg; Smagen
er adskillig, og for at fornøie alle, har jeg ind¬
deelt Læserne i Classer. Enhver Classe har sin
Tid til at lee, og Deres skal ganske vist ikke blive
forglemt. Men hvad der er lystigt, sagde hun,
muntert, skiemtsomt, det forneier jo alle, og jeg
begriber derfor ikke, hvad J ville sige med Eders
Classer. Med Deres Tilladelse, svarede jeg,
Virkningen endog af det Skiemtsomme er meget
forskiellig efter Personernes Caracteer; det, som
fornøier nogle, rører ofte ikke andre; det, som
giør nogle muntre, giør andre stumme, og jeg har
seet Læsere græde af Fortrydelse over det, som
kom deres Naboer hæftig til at lee. Saa stridig
en Virkning have ofte de lystige Stykker, og de
alvorlige, Madame, just de, som De holde saa
uskikkede til at forneie Læserne, det er just dem,
som opmuntre dem allermeest. Der er en Clase
af Mennesker, som af alle er vanskeligst at for¬
nøie. Til denne høre de, som finde det alene
vigtigt, som alle fornuftige Folk lee af, og holde
det alene for latterligt, som alle Viise agte hen.
For denne Classe ere alvorlige Blade uomgienge¬
lig fornødne, dersom Hensigten af et Ugeskrint
virkelig er den, som man meener, at skaffe Folk
noget at lee af. Den Skiønne forstod endnu
ikke, hvad jeg vilde sige dermed, og jeg tilbod
