215
mig derfor at overbevise hende derom ved hendes
egen Erfarenhed.
Hun havde mange Tilbedere, blant hvilke
de fornemmeste vare en Lærd Mand, en Rangs¬
Person, en ung Officeer, en Rig Mand og en
Frietænker. Jeg bad, at hun vilde føre mig
engang som ubekiendt i deres Selskab, da jeg vilde
forelæse nogle Stykker af Tilskueren. Hun føiede
mig i min Begiering, og jeg begyndte med det
Brev fra en Officeer, som findes i det 6 No.
Alle loe, undtagen Officeren. Forfatteren maae
være en Pedant, sagde denne, som ikke forstaaer
andet end at føre en Pen. Det burde ikke være
tilladt at spotte saaledes offentlig med en Stand,
paa hvilken Landets Sikkerhed beroer. At føre
en Pen vel, svarede den Lærde, er nok saa van¬
skelig en Sag, som at bruge Kaarden, og For¬
fatteren af dette Blad skriver alt for vel til at
holde ham for en Pedant; Terentius selv har
ikke bedre skildret en stortalende Soldat; Det er
just ikke lærd, sagde han med en Smiil; men
det er dog smukt, og saa smukt som Materien og
Caractererne tillade det - - Saxo Gram¬
matica, det Jndfald alene var meget værdt;
Forstaaer De, Madame, sagde han til den Skiøn¬
ne, Fiinheden af denne Skiemt? Det er den be¬
rømte Danske Historieskriver, som denne Officeer
antog for en Granmaire. Skriver Tilskue¬
