215
Skandskrift, og noget endnu værre, det, som
man i Engelland kalder Scandalum Magnæ¬
tum, en Forbrydelse mod de Titler, som Love¬
ne have gjort ærværdige; ikke mod saadanne, sva¬
rede den Lærde, som man forhverver sig ved Fliid
og Studeringer, som de Akademiske Værdighe¬
der, men mod andre, som ikke altid ere grundede
paa Fortienester. Det hielper intet, svarede
Rangs=Personen, det bliver dog et Skandskrift;
jeg kiender mange brave Folk af alle Classer, paa
hvilke det passer sig alt for vel til at tvivle derom,
at Forfatteren jo har sigtet paa dem. Satiren
er artig, sagde Officeren, og det Ord Ancien¬
nete finder jeg i sær at være vel anvendt. En
gammel Officeer er i mine Tanker lidt bedre end
en gammel Skiønhed. Jkke Alder, men Ung¬
dom og Skiønhed bør være lige saa store Fortie¬
nester i vores Stand, som iblant Fruentimmeret;
ikke sandt, Madame? En Smiil, som var blan¬
det med nogen Undseelse, gav tilkiende, at Fruen
havde intet at indvende mod denne Anmerkning.
Penge beholde dog altid deres Priis, sagde den
Rige, Skiønhed forgaaer, Lærdom holdes for
Pedanterie, Tapperhed duer kuns til at skrække
Folk, og Rang er, i sær uden Penge, kuns For¬
sængelighed. Verden er fuld af Satirer over
alt dette; men ingen understaaer sig at skiemte
med Penge. Dette er det sande Væsen; hvad
