217
Raden til den Lærde. Officeren fik Mod igien,
og loe paa Hofmandens og den Riges Bekost¬
ning; men den Lærde kunde endnu ikke glemme,
at Cicero holdt en Mand som ham for en Barbar,
og at Socrates vilde lærel ham, at han vidste
intet. Den Skiønne fornøiede sig saa meget
over disse virkelige Forvandlinger, som hun saae
i hendes Tilbederes Ansigter, at hun hørte hen¬
des egen Forvandling, som kom til Slutningen,
med en uforandret Mine, hvilken, om den ikke
just kom fra Hiertet, dog tilkiendegav, at hun
havde bragt det meget vidt i den Konst at
kiule sig.
Frietænkeren havde imidlertid hørt, hvad
jeg forelæste, uden megen Bevægelse. En for¬
agtelig Simiil, som tilkiendegav, at Alting var
ham ligegyldigt, var det eneste, som jeg kunde
udpresse af ham. Dette Blad giorde lidt mere
Virkning end de forrige. Dersom Alt, hvad
man lærer, sagde han, om et tilkommende Liv,
var saa vittigt som denne Fabel - Sielenes
Vandring er ikke saa urimelig; men med alt
dette, Madame, frygt ikke for at blive en Mohr;
jeg garanterer Deres Skiønhed mod alle Tile
skuere - Derpaa fulgte en Strøm af flere
Letsindigheder, som bleve sagde med saadan en
Frekhed, at ingen loe uden han selv. Lad mig
ee, sagde han, om der ikke i denne Bog er no¬
