222
og ikke altid blev øvet paa den artigste og beha¬
geligste Maade, saa troer jeg og, at alt, hvad
man egentlig kalder Dyd, har slet intet at bestil¬
le paa Skuepladsen. Jeg forstaaer ved Dyd ik¬
ke alene hine store Handlinger, som have deres
Grund i Kierlighed til det Almindelige, og som
vi kalde borgerlige Dyder, men og de smaa pri¬
vate Handlinger, som man kalder Huusdyder,
som øves uden Ziirlighed, Snildhed og Jntri¬
guer, og i hvilke der hverken er noget Latterligt
eller Forunderligt; disse Dyder, min Herre, som
man desuden ikke finder uden i gemene og borger¬
lige Familier, og hvoraf man ingen Mønstre seer
i Verden, som ere ædle og anstændige nok til at
frembringes paa en Skueplads. Min Grund¬
regel er denne: at Skuepladsen er et billede af
det menneskelige Liv, alt hvad der ikke agtes paa
Verdens store Skueplads, er ikke værdigt at frem¬
stilles paa den anden. Forestil Dem engang,
hvad enhver Læser, som har Levemaade, vil døm¬
me om en Forfatter, som gav sig den Umage at
bemerke disse Dyder i en stor Mands Levnetsbe¬
skrivelse; som opholdt Læserne med at fortælle,
at han havde været en god Huusfader, en kierlig
Ægtesælle, en oprigtig Ven; og som flittig ep¬
tegnede alle de smaa Handlinger, som vidnede
om disse Dyder? Det, som enhver Læser af Smag
vil dømme om disse Handlinger i en Levnets¬
