229
han skal snart befinde, at jo større disse Fortrin
ere, jo længere de have nydt dem, des mindre
føles og des snarere glemmes de. Det ringeste
Onde, og Frygten derfor alene er nok til at give
de ubehagelige Følelser Overvægten i en Tilstand,
som er saa lyksalig, at Manglerne neppe burde
merkes engang. Enten Menneskene veie det On¬
de og Gode i deres egne Omstændigheder, eller
de maale sig med andre, har det Onde altid Over¬
vægten. En Dags Lidelse er nok, for at bekla¬
ge sig over den Skiebne, som har forundt os man¬
ge lyksalige Aar, og det mindste Tab giør, at
vi glemme det Gode, som vi endnu have tilbage,
tillige med alt hvad vi have at haabe. Saa til¬
bøielige som vi ere til at maale os med dem, der
have mere end vi, saa rart er det, at vi sætte vo¬
res Lyksalighed i Ligning med andre, som have
mindre. Et eneste Menneske, som er lidt lyk¬
keligere, er nok til at berøve os al Følelse af den
Lyksalighed, som vi besidde fremfor mange Tu¬
sinde, og hvor meget end disse lide, veier det
dog i vore Tanker sielden op imod den mindste
Mangel, som vi føle selv. Ligesom enkelte Per¬
soner dømme, saa dømme og heele Folk. De
overlade til andre at beregne alle de Fordeele, som de
misunde dem, og bekymre sig kuns selvom at fælle
de Mangler, som giøre alle disse Fortrin til intet.
De fleste Stater havde for lang Tid siden hverken
