240
Adelsmanden.
Ja hvor misundelige Kaar
Lyksaliggiorde Dig, mit elskte Fødeland!
Rundt om var Krig,
Kuns Du var tryg;
Og ved aarvaagne Agtsomhed
Nød hver Din Borgere en dobbelt Fred;
Og under trygge Figentræe
Jndslumret vakte ham kun langt fra hørte Vet.
O! lykkelige Kaar,
Vi nøde fremfor noget Land.
Præsten.
n! - der glemte at ophøie Gud derfor,
Adelsmanden.
Og vor fredelskende Monark - - -
Præsten.
Og Gud - der Kongens Hierte holder i sin Haand,
Der gav vor Frederich den Fredens Aand.
