241
Adelsmanden.
Ja, tak o Dannemark!
Den ene Gud, der har din beste Konges Hierte bøiet,
At over Heltenavn dit Vel stod høit ophøiet,
Hvorved retskafne Helt Han blev:
Ei saadan En, - der sig ved Mord, og Rov,
Ved Magt, der trodser billighedens Lov,
J Steen= og Dødningshob et frygter Minde skrev;
Hvis blodbesudlet Tinding Seierkrandse bar,
Som nedrig Hykletrop ham slavisk flettet har,
Fordi han Jordens Skræk og Ødelegger var.
Men saadan Helt, - der vil som Fader elsket
være,
For sine Børns Vel en Faders Forsorg bære,
Vil æres meer af Kierlighed end Frygt. -
Der ei af Stolthed selv sin Støtte reise lod,
Og halv nedsænkte den i Undersaatters Blod,
Men har paa Folkevel sit evig Minde bygt.
Præsten.
Hvi værdiggiorde vi os ei den gyldne Fred,
Der Kongens Ønske er, og vor Lyksalighed,
Ved det mod Lasterne at føre Krig?
Vi ansaae Skaansel ei som Dydspaamindelse,
Men i Vellysters Sværm vi trygt henlevede;
