242
Hvorved - o Veedig Land! - du raabte ned paa
hvor alt Sværdet er
Guds Hevnedom. -
udstrakt!
Snart! fald i Støvet ned, før Hevnen er fuldbragt.
Maaskee da i Guds blide Haand vi falde,
Om ei i Menneskets; - maaskee tilbagekalder
Gud Dommen i sin Fart - ja, jeg et Middel seer
At tilfredsstille Gud, og det vor Konge er:
Han som en David skal med ydmyg Bøn frem¬
træde
Jmellem Gud og os, og være rede
Med Offeret, der skal behage Gud;
Sit Hierte skal han ofre Gud. -
Og os tiltænkte Nød Gud Herren skal fortryde,
Og ubegyndt han alt at standse skal den byde.
Er Gud med os: -
Vi byde Faren Trods!
Ja trodse modig Krigens Nød!
Ei frygte fiendtlig Magt, et Død!
Hvor sødt, at døe i Gud, for Fødeland!
Kun sande Helt den Christne siges kan:
At døe, er alt hans Haab - at stride er hans
Pligt
Saa, med et koldt og stille Blod,
Uskrækket, dog ei fræk af Overmod,
