Til
244
Bort Tanke! - ei skal du vor Fryd kunne hindre,
Saa vi skulde mindre
Fornøiede glædes i Dag.
J Kummer talte vi det Aars henfarne Dage,
Og Kongens Sygdoms Nød hvert Hiexte saarede.
Vor Bøn blev hørt, Gud nys vort Haab oplivede
Og gav vor Fader. os tilbage.
O Gave! - hvert Øie af Glæde bør tindre
Vi os den erindre
Med takkende Lovsang i Dag.
Kiøbmanden.
Ja kom velsignet Dag! kom ofte saa igien
Og os lyksaliggiør! - jeg skuer hen
J Aaret, der henrandt, og hver dets Dag gav Føre
Til sig for nydte Vel med Tak i Støvet bøie.
Ja hvilken Naade var vort Lod!
O Gud, hvor est du god!
Du til os saae, hønhørte Landets Klage,
Og Glæde kom i Hierterne tilbage.
Og til fordoblet Fryd os Frygten kun paakom-
Kiin for at glæde os, du Haabet skrækkede. -
Præsten.
Siig heller: kierligen os Herren revsede,
Og nu ved Skaansel, nu ved Trussel lokkede,
At vi til ham dog skulde vende om.
