245
Adelsmanden.
Hvor kiendelig
Guds blide Forsyn viiste sig
Mod os! Saa tryggelig Gud os beskiermede,
Naar om vort Hoved rundt Dødspile sværmede.
Kiøbmanden.
Rigt - overflødigt rigt var paa Velgierninger
For os det sidste Aar, men meest især
Den himmelgivne Fred,
Der allevegne fra udi Landflygtighed
Forjaget, fandt hos os velkomne Tilflugtssted. -
Tak være Kongen, der i Faderskiød optog
Den Flytning, hvilken grumt Erobreren forjog.
Bonden.
For saadan Fader! voves Liv og Blod
Med fyrig Lyst, og freidigt Mod!
Adelsmanden.
Ja Konge, nu vi har Dit Faderhierte kiendt,
At stolt Erobrelyst ei haver det antændt,
At Du ei vil vort Blod til Offer for Din Ære,
Saa skal med Løvemod det ofret være,
