252
Retfærdighed ere komne af de onde Følger, seg
Uretfærdighed har havt. " J de første Tider
siger han, levede Menneskene uden Regele
"Lov, uden anden Drift end Fornøielse; de ove¬
de Uretfærdighed selv, og maatte taale den igien
af andre, indtil man merkede igien onsider, at
"de Lidelser, som man paaførte sig selv ved at
giøre Ondt, vare større end Fornøielsen af at
giøre det. Menneskene underkastede sig Love¬
nes Tvang ved en indbyrdes Forening, og op¬
"ofrede Fornøielsen for at undgaae Smerten.
Hvad Kierlighed angaaer, da skulde da
være overflødigt at bevise, at denne Dyd ikke var
til, dersom man ikke behøvede den. Det Onde
er ikke alene Anledningen, men og den virkende
Aarsag til Kierligheds Gierninger. Vi bevæges
til at husvale de Elendige ved den indvortes i
lelse, som siger os, at vi ere af samme Natur som
de, og følgelig underkastede de samme Lidelser a
trængende til den samme Hielp.
Gudsfrygt er en Bevægelse i Sindet, som
opløfter det til det høieste Væsen, og opvækkeri
det en Tanke om et andet Liv. Dette andet Ly
er tilkommende, og det høieste Væsen usynligt.
Menneskene søgte ikke deres Tilflugt hos dem
usynlige Magt, dersom ikke alle andre Ting har
de bedraget dem i deres Haab; de bekymrede si¬
ikke om det Tilkommende, dersom de ikke vart
