255
misfornøiede med det Nærværende. Dersom
Sandserne bleve mættede ved uophørlige Fornøiel¬
ser, skulde de holde Sielen i et bestandigt Sla¬
verie; Fornuften har ikke anden Myndighed over
os, end en Evne til at vogte os for det Onde.
I Barndommen giør Følelse af Religio¬
nen dybe Jndtryk paa Sielen, som endnu er bøie¬
lig og udannet. De første Aar af en god Op¬
dragelse anvendes paa gudelige Øvelser; men ef¬
terhaanden, ligesom vi gaae frem i Verden, op¬
vækkes vore Begierligheder ved adskillige For¬
nøielser, og utallige Ønsker adsprede vore Tan¬
ker. Ungdommens Tid fordrives i saadanne flyg¬
tige Adspredelser. I den modne Alder opfyldes
Sindet med Forhaabninger og Forslage. Ly¬
sternes Herredømme, Lykkens Forblindelser, Haa¬
dets og Begierlighedernes Heftighed binde Sie¬
len til de nærværende Ting, og lade den Friehed
til at betænke, at disse forfængelige Skygger snart
skulde fordrives, og at disse svage Vandbobler,
som flyde paa Livets Strøm, snart skulde opslu¬
ges af Evighedens Svælg. Faa Mennesker
skulde komme til denne Eftertanke, dersom de ik¬
ke bleve opvakte ved Følelsen af et kiendeligt og
vedvarende Onde. Naar Døden henrykker dem,
som giøre os Livet fornøieligt, eller for hvis Skyld
vi have arbeidet og samlet, naar en Sygdom vi¬
ser os Forfængeligheden af de udvortes Fortrin;
