271
Fornuften lærer os selv, at Menneskets
Lyksalighed beroer fornemmelig paa dets indvortes
Forfatning, paa Tænkekraftens og Begierlighe¬
dernes Overeensstemmelse; den lærer, at vore
Handlinger ikke ere ligegyldige, at nogle befordre
vores Lyksalighed, andre hindre den: men Er¬
farenhed viser tillige, at denne naturlige Forskiel
hverken altid indsees, ikke heller altid bevæger;
at vi foruden den naturlige Kundskab om Ondt
og Godt, behøve at advares og paamindes af
Forældre, Lærere og Lovgivere, og at deres Ad¬
varseler, endskiønt de tiene til vort eget Beste,
ikke altid bevæge os, dersom de ei forbindes med
Trusler og Løfter; og endelig at disse Trufler og
Løfter ikke virke, uden saavidt man er forsikret
om deres Opfyldelse. Naar vi overveie disse een¬
foldige og bekiendte Sandheder, som ere grun¬
dede i Menneskets Natur, enten vi betragte det i
Huusstanden eller i den borgerlige; kan det da
komme os saa utroeligt for, at det høieste Væsen,
som alle fornuftige Kreatures første Fader og øver¬
ste Lovgiver, har fundet det fornødent at advare
os paa en besynderlig Maade om nogle Sandhe¬
der, som tiene til at befordre vores evige Beste;
at han har forbundet visse Straffe og Belønnin¬
ger med sine Befalinger; og endelig, at naar
vi overtræde disse befalinger, tillader hans Viis¬
oom hverken at ophæve Straffen, eller at give
