279
huds Godhed, tilintetgiorde man kans Viis¬
dom, og forestillede sig det høieste Væsen virk¬
somt uden endelige Hensigter. Det samme Spørgs¬
maal blev endnu tilbage, hvorledes et godt Væ¬
sen kunde tillade Misbrugen af en Friehed, som
ver Aarsag til saa meget Ondt i Verden? og
rette Spørgsmaal var nu just saa meget vanske¬
saere at opløse, som man, for at opløse det, hav¬
de antaget et System, efter hvilket det Onde al¬
drig ophørte, og ingen Deel af Skabningen blev
fuldkomnere end den var. Som det paa den
ene Side var en slet Belønning at blive forfyttet
et Legeme, hvor man hvert Øieblik kunde for¬
spilde igien det Gode, som man havde fortient i
et andet, saa kunde man ikke heller vente, at
mange lode sig afskrække fra at søge ved ulovlige
Midler et nærværende og sandseligt Gode, hvis
Tab var det eneste Onde, som man havde at fryg¬
te efter Døden. Den Vellystige, skulde han
vel indskrænke sine Begierligheder for at nyde de
samme Fornøielser i et andet Legeme, og maaskee
et Dyr? og den Gierrige, skulde han nedgra¬
de eller bortkaste en Skat, for at finde den igien,
naar hans Siel kom i en anden Krop?
Det andet System havde saa meget til¬
fælles med det første, at det ikke opløftede Sielen
til at attraae noget høiere Gode, end det Sand¬
elige; men det synes dog at have dette forud, at
