286
fortære mig med Græmmelse og Jamren; hele
Naturen er for mig fæl og vederstyggelig,
den eneste Vederqvægelse, jeg endnu nyder, et
naar jeg tænker paa den Time, da jeg ikke skal
være til mere. - O Utaknemmelighed! burde
ikke en eneste Aften som denne overbevise dig om
dine Sukkes Uretfærdighed? Skulde du kunde
see dette herlige Syn, og dog forbande din Fød¬
sel?
See! Himmelen triumpherer over Solens
Nedgang. Stiernerne fordoble deres Glands
for at giøre deres Medbeilere til Skamme, i
Jorden bedækkes med et lykkeligt Mørke, for at
oplive Himmelen. Maanen kaster misundelige
Straaler paa sine Naboelys, for at ophøie sin
egen Pragt; men disse funkle kun desto stærkere,
og arbeide for at igiennemtrænge Maanens klare¬
re Luer, og at faae Belønningen af mit ventende
Øie.
O Uskyldighed, alle Dyders Krone! Al¬
drig følede mit Hiette din Sødhed saaledes, som
i dette Øieblik. Min Glæde er reen og ube¬
smittet, og min Følelse siger mig, at den maae
tækkes den Allerhøieste. Skulde nogen forfæn¬
gelig Glæde boe i en Siel, som fryder sig ved
at opsvinge sig fra Jorden, og at følge sin Ska¬
ber med tilbedende Sukke fra et Himmellys til et
andet? – Prøv mig min Gud, mit Hierte
