288
Hvor blues min Siel ved at have nedsyn¬
ket sig i denne Dags støiende Forlystelse! Denne
deilige Aften beskiemmer mig, - den beskiem¬
mer Dagen med alle dens lokkende Yndigheder.
Solen opklarede Jorden, og den opklarede For¬
fængelighed; denne indtog mit svage Sind, og
jeg glemte en kommende Aftens herligere Glæde,
naar Jordens Pragt med Solens Nedgang skul¬
de have en Ende.
Hvor riig en Kilde af Fornøielser har
beren nedlagt i Naturen; en Kilde, som staae¬
aaben for alle, dersom alle ikkun kiendte den!
Dag, da Solen laante Jorden sin Glands for
at giøre dens Herlighed stor i mine Øine, i Da
da Tungsindighed overfaldt min Siel, da sukke¬
de jeg og sagde: O! var jeg riig, saa var se
lyksalig, havde jeg dennes Overflødighed, havde
jeg den andens Lykke, saa kunde jeg intet ønske
mig mere. Q hvad er Rigdom, hvad er Lykkt,
hvad er Verden nu? - I dette Øieblik ere alle
mine Ønsker opfyldte.
Store Gud, hvor er du værdig at prises
ved tause Sukke, og en stille Andagt. Jngen
Mund kan udsige din Lov, men Sielen, den
himmelske Siel, den føler din og sin Høihed. O
min Siel, hvad er det du føler nu? Hvad er
Aarsagen til din Glæde? Omgivet med en høiti¬
delig Taushed, skrækker ingen jordisk Bulder mit
