289
hange Øre. Borte er den Uværdige, der i Dag
gjorde mig misundelig med sin støiende Hovmod,
og den Dydige, der sukkende i en uforskyldt Ar¬
mod, giorde mig nedslagen. Mine Udsigter
strække sig paa hiin Side Jordkloden. Mine Tan¬
ter opløfte sig derhen, hvor min Siel har sit Ud¬
spring.
Men nu, hvilken Strid af Sindsbevægel¬
ser yttrer sig i mit slaaende Hierte! Bestyrtelse
og Tillid, Kierlighed og Rædsel, Haab og Tvivl
sønderslide min uroelige Siel. Jeg brænder af
en hellig Tillid, men min Tillid begynder at vakle,
naar jeg kaster ikkun et flygtigt Syn til mig selv.
Jeg føler Skaberens Godhed, men hans Maje¬
stet opfylder mig med Skræk. Gud! ere alle
disse Verdener? Verdener som min? beboede?
Med fornuftige Skabninger beboede? Er denne
Klump, hvor mit Øie intet adskiller, en Sam¬
ling af Jordkloder, hvoraf enhver er maaskee
uendelige Gange større end min! - Ydmygen¬
de Tanke for din Hovmod, o Menneske! - Og
du tør holde dig for Guds ædleste Skabning!
Og for Skabningens Øiemeed, - og du usle
Orm tør opreise dig imod saa mægtig en Ska¬
der! - Agter han ogsaa paa dig? Holder han
dig ogsaa et Øiekast værdig? – Ja han agter
paa mig; jeg har den samme Almægtige til Ska¬
der, som alle disse, hans Forsyns Øie vaager
