329
Philocles, som ved sine Fienders Ondskab og
Falskhed blev forjaget til en Ørken, hvor han
ikke kunde giøre andet end begræde Menneskenes
Utaknemmelighed. Hvad for en Sorg maae ik¬
ke igiennemtrænge hans Siel, hvor qvælende,
hvor nagende maae den Uvirksomhed ikke være,
uil hvilken hans Fienders Ondskab har fornedret
ham? Hvorfor, siger han ved sig selv, hvorfor
Natur, har jeg af dine Hænder saaet Kræfter til
at arbeide til Sandhedens og Dydens Tieneste?
Hvorfor har jeg givet mig Umage for at forbedre
dem? Hvorfor har jeg lært at kiende den søde
fornøielse, at kunne bruge dem til Menneskets
Velfærd og Dydens Ære? Hvorfor maae jeg
nu nedgrave dette Pund, som du har betroet mig,
og hvorfor gav du mig det, dersom du ikke og
kunde give mig Leilighed til at bruge det? Dine
Velgierninger selv blive mig til Plager, og hvor¬
med har jeg fortient det? O tag dem igien, disse
Gaver, som du kuns har givet mig til min Pine; saa
skal jeg kunde taale denne mørke Eensomhed, til
hvilken du har forjaget mig; saa skal jeg ikke me¬
re plages af den Drift, som jeg føler hos mig til
at tiene Sandheden og Dyden; saa vil jeg troe,
at jeg intet høiere Kald har, end at arbeide med
mine Hænder og at leve for mig selv alene. Hvor¬
med skal Theodor trøste sig? Dydens Fiender,
som gemeenlig udgiøre det største Partie iblant
