330
Menneskene, binde hans Hænder endnu stækkere
for at holde ham i Uvirksomhed, og indskrænke
ham i den snevre Kreds, som hans Skiebne end¬
nu har overladt ham. De veed, hvor me¬
get de skulde tabe, dersom han fik sin Friehed
igien. Hans Aar løbe imidlertid hen: han bli¬
ver svag, hans Munterhed forsvinder, og nu øn¬
sker han snatt ikke mere at komme ud af sit Fæng¬
sel. Hvad for en Rolle, siger han, skulde jeg
nu spille paa Verdens store Skueplads, om man
førte mig derhen? Med hvad Biefald skulde jeg
forlade den nu, da jeg ikke meere har Kræfter til
at fortiene noget Biefald? Det skulde gaae mig
som de uøvede Lærlinge, der i den sidste Scene
begaae en Feil, som fordunkle alt det Gode, som
de tilforn have gjort. Tilskuerne skulde foragte
mig, og jeg skulde forgieves stræbe efter den Laur¬
bærkrands, som jeg i min Ungdom maaskee uden
stor Møie havde vundet. Du har forgieves gi¬
vet mig de Vaaben, med hvilke jeg kunde stride
mod Lasterne; forgieves, Natur, har du spildt
dine Gaver paa mig. Uden Nytte har jeg be¬
siddet dem, og uden Ære giver jeg dig dem igien.
Lad Theodor blive en Christen, og han skal
forandre sin Tale; han skal finde den Sindsroe¬
lighed og Trøst, som han forgieves har søgt hos
sig selv og andre. Han skal i Stedet for den
blotte Natur see en Gud, som bestyrer alting i
