331
Verden med sin Godhed og Viisdom, og som ik¬
ke bestemmer Menneskets Vilkaar, uden at have
hensigt til dets Lyksalighed. J Stedet for den
torte Scene af dette Liv, skal han opdage en Skue¬
plads, som strækker sig til det uendelige, og som
aldrig bliver ledig, en Skueplads, paa hvilken
vi skulde optræde efter dette Liv, og hvis Navn
er Evighed. Du bliver bestandig god, o Gud!
saa taler en Christen, du er viis, og dine Førel¬
ser ere upaaklagelige. Du ydmyger mig, i det
du betager mig Leilighed til at indlegge Ære og
Roes i Verden med mine egne Kræfter, i det du
underkaster mig Daarerne, i det du tillader dem
at fordrive mig af Livets Skueplads, og at hen¬
stede mig i denne Ørk, hvor jeg alene omgaaes
med mig selv; men denne Ydmygelse er en Naa¬
de! Du vidste det, dine Øine saae det allerede,
da jeg endnu ikke var til, at jeg ikke kunde taale
de Berømmelser og Lovtaler, som jeg maaskee
kunde have forhvervet mig ved mine Fortienester,
eller og du saae, at jeg skulde blive alt for emp¬
findtlig ved mine Fienders Misundelse og Dad¬
len: Du forviiste mig altsaa til dette Mørke, hvor
jeg er lidet agtet, til denne Eensomhed, hvor jeg
er frie for alle de Adspredelser, som Menneskene
ere underkastede baade naar de roses og naar de
lastes. Her, hvor kuns saa kiende mig, og hvor
eg er uden for al den Bulder, som hersker i den
