332
store Verden, her vil jeg vælge dig, o Religion,
en Datter af Himmelen, til miin fromme Ledsa¬
ger. Lær du mig at bruge de Kræfter, de Ga¬
ver, den Beqvemhed, som jeg har saaet af min
Skabers Haand, som Verden har foragtet, og
hvormed jeg forgieves har tilbudet mig at tiene
den, lær mig at bruge dem til en ædlere Tieneste.
Underviis mig i de store og for min naturlige For¬
stand ubegribelige Forretninger, med hvilke jeg
skal beskieftige mig i Evigheden. Lær du mig
at bevare disse Kræfter ubesmittede, at naar jeg
engang skal betræde denne store og prægtige Skue¬
plads, hvor Gud og Engle alene ere Dommere
og Tilskuere, jeg da ikke maae findes uværdig til
det Selskab, med hvilket jeg skal fordrive Æoner,
i Bønnens herlige Forretning! Du er viis, min
Skaber! Jeg har ikke omsonst faaet de Kræfter,
som du har meddeelt min Siel. Du gav mig
dem for en bedre Verden. De ere mig et Pant
paa en Evighed, i hvilken jeg skal formere alle
disse Kræfter, som du gav min udødelige Siel.
O hvor længes jeg efter den Time, som skal søre
mig fra Jorden til de gyldne Porte af Rolighe¬
dens og Fredens Tempel! Hvor angenem skal
denne Flugt være for min Siel! Saa svæver
en Ørn, der har kastet Baandene af sine Fødder,
igiennem Skyerne, Solens Lys i Møde!
