555
Aedon var et Lykkens og Glædens Barn.
Hvert Skridt, som han giorde, var bestrøet med
Blomster. Alt det, som var omkring ham, ind¬
bød ham til Glæde, og ingen Dag gik forbie uden
at efterlade sig en riig Anledning til Fornøielse
for den følgende. Ved Siden af den kierligste
Ægtefælle saae han i de elskværdigste Børn en
nye Art af Glæde voxe op, en Glæde, som ale¬
ne kan føles af de Fædre, der ikke holde det for
nok, at have givet deres Børn Liv! Himmelen
udøste overflødige Gaver over hans Huus, og be¬
falede sine Velsignelser at følge ham allevegne.
Aedon besad iblant disse rare Fortrin ogsaa dette,
som er nok saa rart, at han havde en redelig Ven,
en Orest, for hvilken han uden Frygt kunde aab¬
ne sit Hierte, og meddele alle sine Tanker. Par¬
terne havde spundet hans Liv af gyldene Traade;
thi der fattedes ham intet til Lyksalighed, saale¬
des, som den her kan nydes af et dødeligt Men¬
neske.
Aedon besad disse Lykkens Gaver uden at
forfalde til deres Svaghed og Daarligheder, som
hovmode sig af deres Fortrin, og just derved baa¬
de befordre og fortiene deres Fald. Og naar han
undertiden blev anfegtet af disse Daarligheder,
segte han med en utrættelig Flid at overvinde dem
ved Betragtninger af Religionen. Hans Lykke
blev ham ikke misundt af andre end af dem, som
