5 34
ikke kiendte ham. De, som kiendte ham, øn¬
skede alene, at de aldrig maatte see den lykkelige
Stierne nedgaae, som hidindtil havde skinnet for
ham, og som var et godt Tegn for alle dem, der
tænkte menneskelig nok til at see andre lykkelige
uden Misundelse. Men hvilken forskrækkelig For¬
andring! Sex Aar, og hvor snart løber ikke saa¬
dan en Tid børt for os Dødelige, sex Aar saae
Aedon sig i Lykkens og Glædens Skiød! De for¬
gik, og nu blev Himmelen bedækket med sorte
Skyer. En mørk og taagefuld Nat fordrev Glæ¬
dens Straaler, hvilke ligesom mod deres Villie
skiulte sig under hans Horizont. Dødens Engel,
og tillige med ham Sygdomme i græsselige Skik¬
kelser, omringede hans Huus, og bortførte først
hans elskværdige Ægtefælle til Skyggernes Ri¬
ge. Da Aedon græd endnu ved Graven af sin
elskede Masa, slog Dedens Engel anden Gang,
og traf den første Frugt af hans Kierlighed, hans
eneste Søn! O! hvor skielvede hans faderlige
Hierte, da han saae det Barn i Dødens Arme,
som endnu bar hans Billede i et Ansigt, der al¬
lerede var tegnet med Gravens Farve. Dette
Tab kunde Acdon ikke begræde. Stum og uden
Taarer følter han det des heftigere i sin Siel. Her
saae han Oreft, sin Ven, hvilken sørgelige men¬
venskabsfulde Bevægelser havde kaldet til ham.
Han kom for at trøste ham, men hans Trøst var
