557
kierlige Taarer, som nedstrømmede af hans Kin¬
der. Aedon saae dem, og da udbrød hans ind¬
vortes og nagende Smerte i en Flod af Taarer, som
blandede sig med Orestes. Nu kunde han bekla¬
ge sin Ulykke, nu udøste han i sin Vens Skiød,
alle de Bevægelser, som hans Sieleangest hid¬
indtil ikke havde Ord til at udtrykke. Himme¬
len saae disse Venners Taarer; men den stillede
derfor ikke det Uveir, som var opvakt; den for¬
skrækkeligste Torden var endnu tilbage. Tre Da¬
ge frembragte Orest i sin Vens Arme, og da bræk¬
kede Skiehnen den Stav, paa hvilken han helde¬
de sig. En dødelig Sygdom forgiftede Orestes
Blod. Han døde -
- og Fortvivlel¬
se opsteeg af Afgrunden; den fløi med en ache¬
rontisk Fart til Aedons Boelig, for at binde ham
med evige Lænker. Den traf Aedon i Naturens
Tempel, hvor han søgte Trøst hos dens Præster,
de Viise, og da han gik bort, fulgte den ham i
Hælene. Aedon hørte Naturens Trøstegrunde,
og da det blev Nat, kastedede han sig skielvende
paa sin Seng, for at eftertænke dem, og for at
forsøge, om de kunde tilfredsstille hans Siel.
Han tænkte, men Frygtens og Angesters Billeder
vigede ikke, de bleve endnu mere forskrækkelige;
en mork Skye bedækkede hans Øine. Nu saae
han ikke andet end Dolke til at myrde sig med,
som Fortvivlelse havde flebet til hans Undergang.
