340
Dyrs Tænkekræfter ikke forslaae til at opveie d
imod, og at hvor nær Dyrene end i Henseende
til det Udvortes synes at være beslægtede med
Mennesket, overgaaer dog dette Kreatur i indvor¬
tes Kræfter Dyrene langt mere, end disse over¬
gaae Planterne. Begge Arter af Skabninger,
have vel meget forskiellige Egenskaber, og Dy¬
renes naturlige Kræfter ere af en ædlere Art end
Planternes; men begge komme dog overeens
deri, at man hos ingen af dem finder en Evne til
at bringe disse Kræfter til en meget høiere Grad
end den medfødte. Et Dyr bliver hastig alt,
hvad det kan blive, og saasnart Legemet har op¬
naaet sin fulde naturlige Styrke og Vext, ere alle
Kræfter i saadan en Skabning bragte til den Fuld¬
kommenhed, til hvilken de kunde komme. Man
merker siden ingen betydelig Tilvext i nogen Ev¬
ne, og Graderne af alle Evner ere af Naturen
saa bestemte, at alle Dyr af en Art endog deri
ligne hinanden, uden nogen betydelig Forskiel.
Hvor nendelige ere derimod ikke de Forandrin¬
ger, som vi bemerke i Mennesket? De medfødte
Kræfter, hvor ringe ere de mod de Færdigheder,
som vi ved Brugen af disse Kræfter forhverve os?
Og Legemets Vext, hvor lidet giør den til at be¬
stemme disse Kræfter? Det, som tænker i os, be¬
gynder førstret at udvikle sig, naar Legemet ophører
at voxe; og naar an det Dyriske i Mennestet er
