351
store Kræfter. Men naar tale de om denne Af¬
magt i Naturen, om denne Svaghed i Forstan¬
den? Er det, naar de giøre Planer til Feldtsla¬
je og Erobringer, naar Millioner Mennesker be¬
noe dem deres hele timelige Velfærd, naar de
nøre det til deres Maal, at beundres af hele Ver¬
den? O nei, da er den menneskelige Forstand, i
det mindste i dem selv, stor nok til at opløse de
største Vanskeligheder, til at forene utallige Hen¬
sigter, og til at regiere ikke alene deres egne Hand¬
linger, men og mange tusinde saadanne Skab¬
nngers, som de ere selv. Intet er dem for høit,
uden den Tanke alene, at deres store Siele maa¬
skee kunde være noget høiere, noget uforgiengeli¬
ere, end de Væsener, som give Planterne og
Dyrene Liv. De alene, sige de, ere stolte, som
kunde troe saa meget om sig selv, og Erobreren,
m, hvis Navn mange Aarhundrede ikke for¬
slaae til at give al den Udødelighed, som han for¬
langer, han holder den Philosoph for at være stolt,
som ønsker kuns efter Døden at føle selv, at han
er til; han foragter den Christen, som troer, at
han besidder Fuldkommenheder nok fremfor andre
Dyr til at haabe en længere Vedvarenhed af
de Kræfter, i hvilke han saa meget overgaaer an¬
dre Skabninger, uden dog at misbruge dem til at
sovmode sig over sine Lige.
