352
Dersom vi undertiden have alt for høi¬
Tanker om os selv, fordi vi ikke maale det, som
vi vide, med det meget, som endnu er skiult for
os, saa misbruge vi og disse Betragtninger lige
saa ofte til at forringe os selv alt for meget. Hvor
meget uvist der end er i den menneskelige Kund¬
skab, bliver den dog altid stor nok for at troe, at
det Væsen, som tænker i os, overgaaer langt i
Fuldkommenhed alle de Kræfter, som vi kiende i
Naturen, og hvis Virkninger fornemmes af os.
De Midler, som vi have opfundet til at forøge
vore udvortes Beqvemmeligheder, og den Mæng
de af Begreber, som vi bevare i Hukommelsen,
kunde alene være nok til at overbevise os derom.
Og lad være, at der i Tingenes indvortes Egen¬
skaber og i Begrøbernes Forbindelser endnu er
meget skiult for os! Naar Gud endog strax hav¬
de gjort os saa fuldkomne, som Skabninger kun¬
de blive, skulde der da ikke altid have været et
Mellemrum imellem os og ham? og dette Mel¬
lemrum imellem den uendelige og den høieste af
alle skabte Aander, hvori kan det bestaae, uden i
en Afgrund af skiulte og forborgne Sandheder,
mod hvilke alt det, som en Skabning kan vide,
maae være saa lidet, som det Endelige altid er
mod det Uendelige. Endog den Kraft, som vi
have til at kige ind i den Afgrund, til at bemer¬
ke dette store Mellemrum, til at fatte ved utallige
