519
ham kierere, end naar han ved Grunde og Over¬
talelser kunde regiere andre, uden at have nødig
at bruge sin Myndighed, og han havde altid baa¬
de Sandhed og Billighed saa meget paa sin Si¬
de, at de fleste skammede sig ved, aabenbare at
modsige ham. Naar han belønnede Fortienester,
gjorde han det altid paa en Maade, som fornøie¬
de mere end Belønningen selv. Den beskedne
Dyd var altid sikker paa at blive bemerket af ham,
uden at have nødig at tale meget i sin egen Sag.
Hans Yndest alene var altid en stor Belønning for
ædle Hierter, fordi den altid var et Beviis paa no¬
gen Fortieneste, og fordi Misundelse selv var nødt
til at agte dem, som han beskyttede. Hans Hier¬
te var ikke alene for høit til at søge den nedrige
Egennytte, som forfører svage Siele til at sælge
Dydens Belønninger til Uværdige; det var op¬
løftet endog over alt det, som er falskt og nedrigt
i Æren selv. De Fornuftiges og Redeliges Bie¬
fald var ham aldrig ligegyldig, han agtede end¬
og denne Ære høiere end alle sine Fortrin, men
han forlod sig ikke paa Yndest; han vidste, at
Fortienester ofte bleve glemte, saasnart Personen
enten ikke længer behagede, eller ikke meere kunde
gavne; han ventede først den sande Ære og Be¬
lønning for sine Tienester, naar han engang hav¬
de forladt sin Post, hvilket han fra Begyndelsen,
af besluttede at gjøre lige saasnart som han troede,
