380
at enten hans Pligt tillod eller hans Sikkerhed,
udkrævede det. Han betragtede sit Stammegods
som et behageligt Tilflugtssted, hvor han kunde
ende sine Dage i Roe, og glæde sig i den Tanke,
at ikke have levet unyttig. Denne Tanke var
nok til at giøre ham utrættelig i den møisommeli¬
ge Post, i hvilken han arbeidede ikke for sig selv,
men for det Almindelige.
Uvidenheden var alt for almindelig, og
Misbrugene alt for store i hans Tid til, at en
Mand af hans Tænkemaade skulde kunde elskes
af Hoben. Men hans Fortienester vare og for
skinnende til, at nogen skulde foragte ham. Han
havde den Skiebne tilfælles med alle store Mænd,
at være tillige baade hadet og beundret, endskiønt
han deri overgik de fleste, at han heller vilde el¬
skes end tilbedes. Mængdens Had, de Stores
Misundelse og en almindelig, men kold og tvungen
Høiagtelse, fulgte ham indtil det sidste Øieblut,
hvori han viiste, at han selv var større end hans
Lykke. " Jeg kom til Værdigheder, sagde han
med hiin Romer, førend jeg endnu forlangte
det, og jeg vil forlade dem paa en Tid, da
andre endnu heftig begiere dem." Dette
Forsæt opvakte en almindelig Beundring, men
tillige en hemmelig Glæde hos de fleste; hans
Fiender betragtede de nedlagte Værdigheder som
et Rov, og i det de sønderreve hinanden for ats(i
