381
eele det, tænkte de ikke meere paa at hævne sig over
ham. Hoben ventede, at hans Efterkommer
skiilde snart raade Bod paa alle deres Klagemaa¬
le; men det varede ikke længe, førend de fornam,
at han hverken havde den Taalmodighed til
at høre, eller den Forstand til at besvare, eller
den Villie til at hielpe dem. Der behøvedes ikke
nær saa megen Forskiel, som der virkelig var
mellem disse to Mænd, for at giøre den første
saa stor, som han siden blev i alle Folkes Tanker,
endog i deres, som før havde været allermindst
fornøiede. Man talede om ham overalt, lige¬
som de Franske nu tale om den Minister, som
var saa almindelig hadet saa længe han levede, om
Colbert; men vores Adelsmand havde den Lykke
sremfor Colbert, at han nød virkelig denne Ære,
at han levede og var selv Vidne til disse uhykkelske
kovtaler, med hvilke den sande Dyd omsider, skiønt
oftest alt for sildig, belønnes.
Hans øvrige Levetid delede han imellem
me Pligter, af Fader, Ven og Huusbonde, og
sde Fornøielser, hvilke han tilforn havde opofret
for at tiene det Almindelige. Han holdt det ik¬
le for nok, at lønne en Skolemester, men var
selv ofte tilstæde ved sine Børns Underviisning,
og opbyggede dem daglig baade ved sit Exempel
og ved sin Erfarenhed. Det var ham ikke nok,
i giøre sine Bønder lykkelig ved en mild Om¬
