384
have kundet baade forædle og forringe Meeningen
af de Ord, om hvilke vi nu kuns giøre os almin¬
delige Begreber.
Denne Forskiellighed har uden Tvivl ikke
havt liden Jndflydelse i den bekiendte Trætte om
de gamle og nye. Nogle have merket mindre
Feil i de gamle, end i de berømteste af deres egen
Alders Skribentere; andre have fundet, at de
beste af Alderdommens Stykker ikke rørte dem saa
meget, som en Beskrivelse af samme Art i et le¬
vende Sprog. Hine have opløftet de Gamle
over de nye; disse de nye over de gamle, uden
altid at betænke, at Aarsagen til denne Forskiel
ikke altid bør søges i Skrifterne, men ofte i den
Forskiel, som der er imellem de Tider, i hvilke
de ere skrevne, og de, i hvilke de læses.
Den berømte Addison har viist denne For¬
skiel i en Afhandling om den gamle og nye Litte
ratur, hvoraf jjeg her vil give et Udtog, som viser
os de fornemmeste Fordele og Mangler, som de
gamle have fremfor de nyere, og tillige kan fore
bygge adskillige Feil, som i Almindelighed b
gaaes ved disse skiønne Verkers Læsning.
Jblant de Gamles Fordele nævner hi
først denne: At Læserne levede paa samme Til
og Sted med Forfatterne, og kunde derfor hav.
mange Efterratninger om de besynderlige Aarsa¬
ger og Hensigter af det, som de sagde, som nu¬
