388
eller andre Træk, som sigtede paa visse Ord og
Talemaader af en eller anden Skribent, som vi
nu ikke meere forstaae, enten fordi Skribenterne
ikke mere ere til, eller fordi de besynderlige Be¬
greber, som man har forbundet med saadanne
Ord, ere uddøde tillige med Sproget. Jær
maae de lystige og muntre Skrifter have tabt
meget derved. Den fine Skiemt, som var skiult
under saadanne Træk, og som var forstaaelig for
dem, som levede paa samme Tid, er nu ofte ukien¬
delig for os. Vore Lærde maae derfor, uden at
merke det selv, ofte giøre mange latterlige Sam¬
menbindelser, især de, som, for at tale altid elas¬
sisk og reent Latin, bruge uden Forskiel, endog i
de alvorligste Materier, Talemaader af skiemi¬
somme og comiske Forfattere.
De Gamle saae for deres Øine alle de Bil¬
leder, som deres Poeter malede. De saae de¬
res eget Land beskrevet i Jlias og Æneis; de
kunde beskue Helicon, Parnas, disse fortryllende
Egne, som oplivede Digternes Jndbildning. De
saae for deres Øine den Søe, i hvilken Furierne
nedstyrtede sig; og den, hvor Æneas gik ned til
Helvede. Hvor megen baade Rimelighed og Yn¬
dighed maae ikke disse Tings Betragtning have
givet Pocternes Digt? Hvor maae de: ikke have
forlystet en Romer, som saae for sig Capitolium¬
