390
Jsær maae de gamle Talere have fundet
et besynderligt Biefald iblant deres Landsmænd.
Enhver Bye, enhver Stand, enhver Forsam¬
ling var paa de Tider opfyldt af Folk, som for¬
stode alle Talekonstens Hemmeligheder. Disse
have merket mange Skiønheder i Demostenes og
Cicero, som deres Fortolkere endnu ikke have op¬
daget. De, som regierede baade Grækenland
og Rom, vare selv store Talere; hvorfor blev
Cicero saa beundret af Cæsar, og Demosthenes
igien af Cicero, uden fordi de selv vare saa store
Mestere i denne Konst? Nu derimod, da Folk
saa lidet kiender denne Konst, skulde Cicero, som
i sin Tid vidste at drage de Største og Mægtigste
paa sin Side, med al sin Veltalenhed neppe vin¬
de en eneste Stemme i en Forsamling.
Den sidste Omstændighed, som giorde, at
de Gamle kunde læse deres egne Forfattere med
mere Fornøielse end vi, er, at de vidste Tonen,
og følede Harmonien af deres Sprog. Ethvert
Folk har noget eget i Tonen, som behager det,
enten det kommer af Climat, eller af herskende
Tilbøieligheder og Vaner. Disse Vaner ere Aar¬
sag til den Svaghed, som yttrer sig hos hele Na¬
tioner, at de belee alt hvad der synes dem skur¬
rende. Vores Maade at udtale det Græske og
Latmske, er uden Tvivl saa adskildt fra den, som
