391
de Gamle brugte, at de neppe skulde kunde for¬
staae os, eller troe, at de vare de samme Sprog.
Disse Fortrin, som de Gamle havde frem¬
for os, finder nu enhver Nation, ved at læse skiøn¬
ne Verker i sit eget Sprog, fremfor dem, der
ikke have andre end gamle eller fremmede. Men
havde de Gamle det Fortrin, at kunde læse deres
egne Verker med mere Fornøielse, saa havde de
og den Uleilighed, at alle Mangler og Ufuldkom¬
menheder faldt dem mere i Øinene end os, for
hvilke disse Feil ofte ere lige saa skiulte, som
Skiønhederne. Hr. Addison kalder dette de Nye¬
res Fortrin fremfor de Gamle; Fortrin, som be¬
staae deri, at vi læse de Græske og Romerske For¬
fattere med mindre Mishag end de, som levede i
deres Tider, og at mange af de Feil, som de Gam¬
le have begaaet, merkes nu kuns i vore egne Lands¬
mænds Arbeider, og forringe disse derfor ofte i
vores Tanker mere, end de fortiene.
Det første Fortrin er, at vi i de Gamles
Verker ikke let kunde merke det, som man kalder
nedrige og gemene Talemaader. Mange Ord,
som i sig selv ikke ere uædle, tabe deres Værdig¬
hed ved en Misbrug i den daglige Tale, som giør
dem ubeqvemme til at udtrykke høie og alvorlige
Ting. Denne Misbrug uddøer med Sproget,
og iblant Ord, som alle ere os fremmede, som vi
ikke kiende uden af Læsning, kunde vi ikke meerke
