392
den Forskiel af ædle og uædle, udsøgte og geme¬
ne Ord, som saa meget vanhelde Stilen i vort
eget Sprog. Qvidius og Lucanus have uden Tvivl
af denne Aarsag Alderdommen af deres Verker
meget at takke for deres Biefald. Uden dette
Skiul af Tiden skulde de tabe meget af deres
Priis; thi naar man forandrer Stavelsemaalet,
falder mange af deres Vers i en nedrig Prosa.
Claudianus og Statius derimod falder til en an¬
den Yderlighed; de ere paa en tvungen og una¬
turlig Maade opskruede. Virgil og Horatz gaae
Middelveien; de vide at forbinde det Høie og det
Naturlige, og om man end forandrer Stavelsemaa¬
let i deres Vers, bliver Stilen dog altid høi,
prægtig og majestetisk nok til at fortiene Navn af
Poesie.
Vi merke ikke heller i de Gamles Verker,
det Anstødelige, som der er i at nævne visse be¬
kiendte Personers eller Stæders Navne. Cato,
Pompejus, Marcellus, Agamemnon, Hector,
Achil, som for de Gamle kunde have været lige¬
saa almindelige, som mange af vore sædvanlige
Fornavne, have nu som fremmede en besynderlig
Værdighed og Velklang i vore Ørne, fremfor
Navnene af de berømteste Mænd, som leve til
vore Tider. De nye Forfattere vælge derfor en¬
ten gamle eller opdigtede Navne til deres Helte¬
Digte og Romaner, og Virgil har gjort det
