393
samme i Henseende til Stammefædrene af de tre
fornemmeske Romerske Familier; i Stedet for
deres rette Navne, Sergius, Memmius og Clu¬
entius, kalder han dem Segeste, Mnesthee og
Cloante, endskiønt de sidste Navne nu ikke klinge
bedre i vore Ørne, end de første.
Endskiønt Poeterne undertiden toge sig
den Friehed fremfor Talerne, at forandre Per¬
sonernes Navne, maatte de dog begge beholde
Navnene af Stederne. Hvor slet maae Navnet
af en Landsbye eller et andet ringe Sted have klin¬
get i deres Øren, som kiendte det? Og hvor man¬
ge saadanne Steder nævnes ikke af Virgil og Ho¬
ratz? Det samme gielder og om Navnene af Dyr
og Planter. Naar Virgil f. Ex. beskriver Mer¬
kurs Tyvagtighed, ved at ligne ham med en
Strandfugl, mener man, at han med Villie har
udelukt det Ord Mergus, fordi det syntes ne¬
drigt.
Ligesom Alderdommen skiuler det Nedrige
og Almindelige i Stilen, saa legger den og et
Dekke over det Tvungne, det Unaturlige, det
Dristige, Usædvanlige og Nye. Et Ord, som
paa den Tid, da Forfatteren skrev, stødte Læse¬
ren, enten fordi det var gammelt og gaaet af
Brug, eller og fordi det var nyt, kommer os nu
ikke meere underligt for end andre. Cicero bru¬
ger mange saadanne Ord, som han selv har gjort,
