390
Lærdomme har i Fornuftighed saa store Fortrin
for den Romerskcatholske, at ingen Naturalist
eller Deist længe kan betænke sig paa at foredrage
den, naar han først er overbeviist om Skriftens
guddommelige Oprindelse. Dette er Hovedsagen,
og alle andre Undersøgninger maae sættes til Side
saa længe, indtil denne er afgjort. J de fleste
nye Forsvarsskrifter blander man derimod ofte
disse Ting tilsammen, og giør Hovedsagen derved
ofte meget vanskelig. De første Christne Lærere
holdte sig til denne alene; havde de undertiden,
som Origenes, besynderlige Meeninger, saa paa¬
nødte de dog ingen dem. De maatte vel, siger
man, bruge den Forsigtighed, fordi de havde med
Hedninger og Vantroe at giøre; men er Kirkens
Tilstand nu omstunder ikke fast af samme Beskaf¬
fenhed? De gamle Lærere havde selv været Hed¬
ninger; hverken menneskelig Myndighed, eller
verdslig Ære, eller Opdragelse, eller en Philo¬
sophie, som var lempet efter Religionen, havde
nogen Deel i det Samtykke, med hvilket de an¬
toge Religionens Sandheder. Hos os derimod,
som ere opfødte i Kirkens Skiød, giøre alle disse
Ting saa megen Virkning paa Sindet, og blau¬
de sig ofte saa meget i Religionens Beviser, at
det er vanskeligt at adskille dem saa nøie som det
behøves, naar vi skulde overbevise Folk, der ikke
antage andre Grunde end de, som kunde bevises
