412
Fornuftlære, den Konst, at lede Forstanden fra
bekiendte Sandheder til ubekiendte. Disse be¬
kieldte Sandheder vare ikke altid de allerførste
Grunde af Videnskaberne, saaledes som de fore¬
drages i vore Systemer, da de ofte ere vanskeli¬
gere at bevise, end Slutningerne selv; det var
bekiendte Erfaringer, Exempler, almindelige Be¬
greber, som tiente til at giøre andre klarere, den
Maade at tænke paa, som en fornuftig Siel der
først skulde udsøge Sandheder, vilde følge, og
ikke den, som man bruger, naar man først længe
har tænk. Naar man undtager nogle saa af de
Socratiske Samtaler, som Plato har bevaret os,
ere de andre af den Beskaffenhed, at man kan
læse dem for et Barn af 8 eller 10 Aar uden Frygt
for at blive uforstaaelig.
Det er saa rart, at de, der omgaaes med
Børn, iagttage disse to vigtige Stykker af Op¬
dragelsen, at give nøie Agt paa hvad de selv sige
og giøre, og ved jevnlige og beqvemme Samta¬
ler at opvække den naturlige Tænkekraft, uden at
tvinge Forstanden. Det er saa rart, siger jeg,
at de benytte sig vel af de tvende naturlige Drif¬
ter, som findes hos Børnene, Lyst til at efter¬
ligne, og Nysgierrighed, at jeg just derfor saa
længe har opholdt mig ved disse to Ting, fordi
jeg holder dem for de allervigtigste i Opdragelsen.
Det første er af alle Midler det beqvemmeste til
