420
Verden, hvor Videnskaberne og Konsterne da
havde deres Sæde. Jeg vil tegne alt dette, sag¬
de han tilsidst, iblant de almindelige Feil og
Skrøbeligheder, hvoraf der findes nok hos alle
Folk, dersom vi ikke gjorde os saa megen Umage¬
for at blotte dem selv, og ved alle Leiligheder
fremviiste dem med en triumpherende Mine, som
de store og fast eneste Beviser af vore Fortiene¬
ster i Videnskaberne. Jeg vilde troe, at vi hav¬
de disse Feil tilfælles med de store Genier, der¬
som vi vare lige saa dristige til at opbygge, som
til at nedbryde, og dersom vi havde lige saa me¬
gen Høihiertighed til at taale, at man forbedrede
noget i voxt Sprog, som vi have Frækhed nok
til at laste alle de store Mænd, der have skrevet
i andre.
Men hvorfor, sagde jeg til min Ven, vil
J bebyrde mig med alle disse Bebreidelser?
har jeg nogen Tid forkiettret Thomasius, Leibnitz,
Wolf? – jeg har sagt engang, at nogle af vo¬
re gamle berømte Verker ikke kunde ansees for
Mønstre i Sproget, og at de fleste Lærebøger,
hvori Grundsandhederne af det Wolfiske System
saa ofte igientages, hverken tiene til at forøge
Videnskaberne, eller til at udbrede dem. Heri,
min Herre, bestaaer al den Friehed, som jeg har
taget mig til at criticere indenlandske og udenland¬
ske Verker, og dette kan ikke synes Dem saa un¬
