449
hun betiene sig af Lægen, som bestandig forord¬
nede hende adskillige Midler; hvilket jeg dog
hemmelig ikke biefaldt.
Men uagtet hendes sygelige Tilstand, lod
hun sig merke med, at hun selv vilde give hendes
Barn at die De fleste, som fik hendes Forsæt at vide,
beloe hende, og meente, at det var en Svaghed
af hendes Forstand. Det er forunderligt, at
naar Menneskene i lang Tid have faaet Hævd
paa at forsømme Pligterne, holdes de for Daa¬
rer, som søge at vilde opfylde dem.
Endelig fik min Søster hendes Mands
Tilladelse, og hendes egne Forældre vare ikke
heller mere derimod; de frygtede kuns, at hun
ei havde Kræfter dertil; men denne Frygt betog
hun dem, ved at beraabe sig paa sin egen Moders
Exempel, som, endskiønt hun var sygelig, dog
havde været sine Børns Amme.
Ligesom nu hendes Fødselstime nærmede
sig, saa tiltog hendes Svaghed, og Kræfterne
formindskedes. Jngen søgte da mere at hindre
hende i hendes fattede Slutning end Lægen, som
spurgte hende, om hun vilde være sin og sit Fo¬
sters Morder.
Derpaa var hendes Svar: Min Herre,
dersom jeg var overbeviist, at det var sandt
hvad De siger, vilde jeg tillade, at De ved De¬
res Midler forstyrrede Naturens Orden hos mig;
