440
men da jeg troer, at det er umuligt, at mit alt
for svage Legeme kan taale, at Naturens Virk¬
ninger blive hindrede, uden derved at berøves Li¬
vet, har jeg fast besluttet, at giøre hvad Naturen
og Pligterne befale mig, stillende min Sag i den
Almægtiges Haand, da jeg haaber ei at forsynde
mig mod Naturens store Mester, som veed, at
jeg handler efter Overbeviisning, om jeg end skul¬
de tage Afskeed fra Verden.
Lægen sagde fremdeles: om hun end faaer
Melk, som jeg ikke troer, vil hun da vel have
det paa sin Samvittighed, at Fosteret skal ved
den inddrikke i sig mange farlige Sygdomme?
Ja, jeg vil, svarede hun; thi jeg troer,
at den Føde, som den milde Natur har tillavet
hos mig til mit Foster, er den sundeste og meest
skikkede for mit Barn; jeg troer endog, at en
sundere Melk, en min, skulde være mit Foster
skadelig.
Lægen blev vred og kaldte hende egensindig.
Og jeg blev saa vred paa Lægen, at jeg ønskede,
at de Usynliges Selskab vilde beordre Dem,
Hr. Tilskuer, at skrive et Blad imod ham.
Endelig blev min Søster efter megen Smere
te forløst, og alle Tilstædeværende vaklede imel¬
lem Haab og Frygt om begges Liv; men efter
nogen Tids Forløb havde vi mere Haab end Frygt.
