447.
Min Søsters Haab slog hende ikke feil.
Hun fik Melk, men lidt. Maaskee mere havde
ei været tienlig. J de første ofte Dage udstod
hun alle de Smerter, som nogen Amme kunde
udstaae. Barnet fik en Sygdom i Munden,
som foraarsagede, at Huden gik af hendes Bry¬
ster. Hver Gang Barnet diede, randt Taare¬
ne hende paa Kinderne, og Smerten tvang hen¬
de til at bide i Læberne. Baade hun og Barnet
blev Dag fra Dag svagere.
Alle, som saae dette Syn, sagde: hun
bør antage en Amme; thi det er dog bedre, at
et af deres Liv frelses, end begge skulde omkomme.
Ved disse Ord faldt min Søster i Afmagt,
og da hun kom til sig selv igien, bad hun græden¬
de, at hun dog maatte beholde sit Barn; thi at
betage hende den Fornøielse, var at berøve hen¬
de Livet. J see vel alle mine Smerter, sagde
hun, men ingen af Eder føler de behagelige Be¬
vægelser, som langt overgaae det Onde, jeg lider,
og værer forsikrede, at jeg nu har overstridet de
største Vanskeligheder.
De Omstaaende, som herved bleve bevæ¬
gede, lovede, at vilde endnu nogen Tid see det
an, og lade hende imidlertid have sin Villie.
Dagen derefter begyndte baade hun og
Barnet at komme sig. Moderen fik Melk i
Overflødighed og saa god Helbred, som hun aldrig
