448.
tilforn havde havt. Barnet voxer lige saa vel,
som om det havde havt den stærkeste og sundeste
Amme; og min Søster troer for vist, at hun ei
denne Time havde levet, dersom hun ei havde
fulgt Naturens Forskrift.
Foruden de uudsigelige Fornøielser, som
min Søster nyder ved at opvarte sit Barn, har
hun dog Leilighed til baade at imodtage sine Ven¬
ners Besøgelser, og at besøge dem igien: Ja hun
tager endog ud paa Landet i Selskab med sit
Barn, for at nyde Foraarets rørende Forlystel¬
ser. Der sætter hun sig ned paa den grønne
Mark, og giver sit Barn die: Naar Solestraa¬
lerne blive dem for varme, begive de sig hen un¬
der Bøgetræets Skygge, og imidlertid forlyster
hun sig ved Fuglenes ukonstlede, men liflige,
Sang.
Al den Uleilighed, hun har, bestaaer i
hendes Mands smaa Knur, naar han, hvilket
dog sielden hender, opvækkes ved Barnets Græ¬
den. Han gaaer undertiden saa vidt, at han tør
sige til miin Søster: (som ikke vilde være Dron¬
ning, naar hun ei maatte være sit Barns Am¬
me) dette skal Du aldrig oftere faae Tilladelse
til. Hvor lidt kunde dog Mænd opofre!
Endskiontjeg frygter for at blive vidtløftig,
kan jeg dog ei efterlade at fortælle Dem noget, som
jeg troer er til mit Kiøns Ære.
