478
Dem? Er det Dem kiert at blive roest? at fortie¬
ne andres Biefald og Høiagtelse? Ty. Ja, det
veed De nok. Py. Har De nogen Tid hørt, at
man har roest Folk fordi de forsømte ingen Leilig¬
hed til at fornøie sig, fordi de spiiste og drak vel,
og giorde sig Livet saa mageligt, som de kunde?
Hvorfor æres Alexander lige saa meget som Sar¬
danapel foragtes? Th. Fordi den første var tap¬
per og arbeidsom, og den sidste vellystig og lad.
Py. Æren er altsaa den af alle Passioner, som
nærmer sig meest til Dyden; men og den kan ikke
opnaaes uden Herskab over Lysterne og Arbeid¬
somhed. Th. Ærelyst er altsaa vel ikke ond, den
behøver man ikke at tvinge? Py. Hvad vilde De
sige om en Mand, som var meget syg, og dog in¬
derlig fornøiet, fordi alle andre holdt ham for at
være frisk? Ty. Det var meget daarligt. Py. Li¬
ge saa daarligt er det, at glæde sig over den Ære
og Roes, som man ikke fortiener. Og naar De
ingen høiere Grundregel havde end Æren, maatte
De jo og giøre det Onde, naar andre roste det.
Th. Man kan da ogsaa undvære Æren; men siig
mig, kiere Philemon, hvorledes lærer man saale¬
des at regiere sine Lyster, Ph. Jeg skal sige Dem
det, naar De først vil sige mig kortelig hvad De
har lært af denne Samtale. Ty. At Videnska¬
berne skade mere end de gavne, dersom vi ikke til¬
lige lære at undertvinge vore Lyster, og overvinde
