den, hvorved vi forbedre de Ting, som tilhøre
os, men den, hvorved vi forbedre os selv. Alc.
Ja. Soer: Kan man giøre en Skoe, førend man
endnu veed hvad en Skoe er? Alc. Nei. Soer.
Kunne vi da forbedre os selv, eller have ret Om¬
sorg for os selv, førend vi kiende os selv? Alc.
Det er umueligt. Soer. Men dersom det var saa
let en Sag, at kiende sig selv, skulde man da vel
have skrevet paa Templen i Delph det bekiendte
Sprog: Kiend dig selv? Alc. Jeg har troet,
at det var let, og at denne Kindskab var alle
Mennesker given. Soer. Siig mig, Alcibia¬
des, med hvem taler J nu? Er det med nogen
anden, end med mig? Alc. Nei, med Eder ale¬
ne. Soer. Og jeg taler kuns med Eder; det er
Socrates, som taler, og Alcibiades, som hører.
Alc. Ja, det er saa. Soer. At røre Munden,
Tungen, Læberne, at bruge disse Lemmer til at
give en Røst fra sig, er det ikke det samme, som
at tale? Alc. Jo. Soer. Den, som bruger en
Ting, er han dog ikke adskilt fra Tingen selv.
Alc. Hvorledes er det at forstaae? Soer. En
Skoemager f. Ex. som bruger Syle, Saxe og
Læster, er han vel det samme, som de Redskaber,
hvilke han bruger? Et Menneske, som blæser i
en Fløite, er han ikke noget andet, end Fløiten?
Alc. Det er klart nok. Soer. Men Skoema¬
geren bruger ikke alene sine Redskaber, han bru¬
